Naboens unger

december 30 2015, - - 0 Comments

Vi har mange børn i Slangerup og som alle andre steder i landet, er der både gode og knap så gode unger af slagsen. Men hvorfor vi har fået de værste her i kvarteret, er mig og de andre naboer en gåde.

Børn er søde og charmerende. Ja, eller i hvert fald de fleste børn er. For selv om vi heldigvis er kommet langt væk fra den tid, hvor børn skulle ses, men ikke høres, så mener jeg dog bestemt, at der må være grænser for, hvor meget de skal høres.

Det gælder især naboens unger, der huserer her i kvarteret. De er højtråbende og har en kedelig tendens til at tiltrække flere andre af kvarterets børn og gøre dem til lige så højtråbende, støjende og ødelæggende individer som dem selv.

Der er naboens børn og så er der naboens unger

Normalt har jeg slet ikke noget mod børn – og jeg har da ret beset også bedraget til den naturlige tilvækst i Danmarks befolkningstal med fire af slagsen. Nå ja, i dag er de voksne alle fire og godt i vej og undervejs gik jeg fra at være lykkelig forælder på fuldtid til at blive weekend-far lige som så mange andre.

Men jeg mener selv, at de aldrig har generet nogle af naboerne. For når de endelig var hos mig, havde vi altid travlt med forskellige spil og andre huslige gøremål eller tog på tur ud i landet og oplevede noget, der lå langt væk fra privatens matrikelnummer.

Så for de andre her på vejen, har mine børn altid været naboens børn. De var vellidte, når de var her og de kom tit på besøg hos dem på vejen, der havde børn på deres egen alder, dengang da de var små.

Men sådan er det ikke med naboens unger! Det er unger af værste skuffe og de må have DAMP, ADHD eller hvad katten det nu hedder i dag, når ens unger er totalt forskruede i hovedet og kun tænker på at komme højst op i træet eller springe længst ud i den nærmeste mudderpøl eller kravle over det største stengærde eller plankeværk – og råbe så højt, at ingen på vejen er i tvivl om, at de er hjemme i nummer 5.

Godt de får børnepenge

Det må koste en krig i børnetøj. For jeg ser tit, hvordan de fuldstændig uden at tænke på, hvor dyrt et mærke, deres forældre nu har givet dem på, kaster sig ud i denne eller hin grisende eller iturivende aktivitet.

Tit kan man da også se, at det går galt. Så går der hul på et ærme eller et bukseben. Værst er det, når der også går hul på barnet inden under. Så stater sirenen og mor eller far – der vist begge er arbejdsløse, de er i hvert fald altid hjemme, når alle andre er på arbejde – kommer ud for at trøste.

De må få styrtende med børnepenge med alle de unger. Det er da godt, at de har kunnet avle sig til noget indtægt. Ellers kunne de da umuligt klare det.

Nå, nu er den gal der over igen. Jeg holder det bare ikke ud!

Leave a Reply

Copyright 2014